Racerkører

Nicolas Kiesa, der blev født i København 3. marts 1978, startede sin karriere i gokart - eller karting som det kaldes international - og dominerede sporten i 8 år med bl.a. 3 Danmarksmesterskaber og 2 Nordiske mesterskaber kørende for den italianske Tony-Kart koncern. Han nåede verdenstoppen indenfor karting med over 160 trofæer, inden han i 1998 tog skiftet til rigtige racerbiler, såkaldte single-seaters.

 

Nicolas Kiesas første sæson i det britiske Formel Ford-mesterskab blev hos teamet ADR Motorsport og endte med en imponerende 3. plads i både mesterskabet og Formula Ford Festival World Final. I 1999 skiftede han til Haywood Racing team, hvor han kørte en Mygale SJ99. Han sikrede sig titlen allerede inden sidste løb og vandt 7 ud af 14 racerløb. I 2000 skiftede han igen hold, da han blev hentet til RC Motorsport, der konkurrerede i det britiske Formel 3-mesterskab. Her sikrede han sig pole position allerede i hans andet løb for holdet på racerbanen i Croft. På Donington Park tog han både pole position, hurtigste omgang og sejren og endte med at blive samlet 6’er i mesterskabet.

 

2001 fortsatte med Nicolas hos RC Motorsport, der indledte et samarbejde med Prost Grand Prix Team, og var udset til at kæmpe med om titlen. Desværre måtte teamet lukke pga. økonomiske problemer hos teamkollegaen. Derfor rykkede Nicolas midt i sæsonen til det tyske Formel 3-mesterskab hos holdet GM Motorsport, hvor han imponerede fra start af på trods af at skulle køre på nye baner. Sæsonen efter tog han endnu et skridt op til FIA Formel 3000-mesterskab hos det nystartede team PSM Racingline. Selvom det var teamets første år formåede Nicolas Kiesa at score point på de legendariske baner Spa og Monza. Efter flere løb for team Den Blå Avis i 2003 udgaven af Formel 3000-mesterskabet, herunder en sejr i Monaco og en podieplacering på Nürnburgringen, tog Nicolas plads i PS03 ræseren fra European Minardi i de sidste 5 løb af Formel 1-mesterskabet. Han lå 3’er i Formel 3000-mesterskabet inden skiftet til Formel 1.

 

Da han først var i Formel 1 imponerede han hurtigt og etablerede sit navn i historiebøgerne ved at blive den første rookie til at fuldføre sine 5 første løb. 2004 var tæt på at byde på en forlængelse med Minardi Cosworth, men det blev ved lige ved og næsten. I stedet var han fortsat tæt knyttet til teamet og hjalp dem i deres markedsføring - bl.a. det berømte two-seater program - og ikke mindst tests og udvikling.

 

2005 bød på test af PS04 racerbilen for Minardi Cosworth i italianske Misano, men efter kontakt til en række teams, lukkede han en aftale med Jordan Grand Prix, hvor han skulle håndtere bilen i fredagstestene fra Hockenheim-løbet og fremefter.

 

I 2006 skrev Nicolas med Aston Martin Racing om at deltage i ALMS 12-timersløbet på Sebring, hvor han endte på en 3. plads i hans første sportsvognsløb nogensinde. Dette førte også til, at Lister Storm Racing hentede ham ind til at køre Le Mans.